Ramadan tager de meget alvorligt i Banjarmarsin. Alle restauranter har lukket indtil soldnedgang,
drister de sig til at holde aabent, risikerer de fængsel og butikken bliver lukket med det samme. Enkelte steder leverer "mad ud af huset" Det maa de nemlig godt og saa kan man spise paa
vaerelset.
Som så mange andre indonesiske byer så er Banjarmarsin med sine 800.000 indbyggere larmende og beskidt. Men på trods af det har den sin egen charme
Byen er 400 aar gammel og er startet med flydende huse og huse paa pæle ude i floden. Floden og kanalerne var dengang den eneste transportvej, og saa
boede man selvfølgelig ved og på den. Det gør en stor del af byens befolkning stadig i nogle meget enkle træhytter. De er lavet af træ, som de kalder
"iron wood" Almindeligt træ ville rådne i løbet af meget kort tid. Husene her kan holde 25-50 aar.
Set med vestlige øjne, ser det forfærdeligt ud. Floden er fyldt med skidt og møg, boernene leger i den, de vasker sig i den og de skider i den. Ved siden af
de "rigtige" huse har de nogle små nogle, hvor de skider direkte ned i floden. Men alle var enormt nysgerrige, smilende og venlige. Alle beboerne vinkede
og vi vinkede igen paa bedste kongelige vis. I de små to timervi sejlede rundt, vinkede vi stort set hele tiden, og nogle tog endda billeder af os med deres
mobiltelefoner. I følge guiden Tailah så kommer der kun meget få turister til byen, saa spørgsmaalet er, hvem der er turistattraktionen.
Desuden har byen et lille flydende marked, der er værd at besøge og Kalimantans største moske.
|
Var der nogen, der sagde slum?
køb bananer, koeb bananer
Flydende huse
hej, hej
|
