linkboks
Forside Rejser MC-ture Dykning

Besøgt marts 2010

Langkawi

Penang

Thaipusam

Kuala Lumpur

Cameron Highlands

Perhentian Islands

Kuala Terengganu

Kapas Island

Tioman Island

Melakka

Pulau Besar

Port Dickson

Se kort

Først kører man cirka et kvarter op ad bjerget i en fire-hjuls-trækker og kommer op i 460 meters højde. Derefter kører man ned ad bjerget i cirka et kvarter og så er man på Juara Beach, Tioman Island. Efter manges mening øens bedste strand.

Og den er ikke så ringe endda. En bugt på cirka to en halv kilometers længde afbrudt af en klippepynt på midten, udstyret med gulligt fint sand, blåt vand og palmer. Et absolut fint sted at slappe af og bade. Der kan snorkles i den nordlige ende af bugten, og det er bedst ved lavvande, så er der ikke så langt at svømme, før man kommer til korallerne. Der kan dog i forbindelse med tidevandet være lidt strøm. Ved de to små øer ud for den nordlige ende skulle der endog være mulighed for at se skildpadder.

Bugten er et roligt sted sammenlignet med vestkysten. Der ligger en række resorts med værelser fra 60 kroner og opefter, ingen store hoteller med svimmingpools og charterturister. I den sydlige ende af bugten ligger et Turtle-sanctuary. Hvert år samler de skildpaddeæg ind rundt om på øen, udklækker ungerne og sætter dem straks ud det sted, de er gravet op. De sætter ca. 15.000 ud hvert år, ud af 10.000 udsatte skildpadder vender kun en enkelt tilbage og lægger æg. Udover en en enkelt blind skildpadde er der ikke meget at se, men der er en del plancher og billeder.

Er du til vandfald og vandretur i regnskoven så går der lige bag Turtle-sanctuary en sti til højre. Efter en god times til tider strabadserende vandren/klatren kommer man til et lille , men flot vandfald med en pool, man kan bade i. Turen gennem regnskoven er også flot.

ABC Beach
Air Batang hedder stranden også, og den ligger lige nord for øens "hovedstad" og strandområdet Tekek på øens vestkyst. Nord for anløbsbroen er der klipper ude i vandet, men til gengæld også koralrev, så man kan snorkle fra kysten. Syd for broen forsvinder klipperne og der er i stedet sandstrand. Fælles for begge områder er, at stranden er meget smal ved højvande. Både den nordlige og sydlige ende virker OK, mens hele midteromåret virker forfaldent.

Er man til snorkling skal man bo nordpå, er man til badning sydpå. En stor del af gæsterne kommer for at dykke, Tioman har nogle af Malaysias bedste dykkerområder, blandt andet store skildpadder. Der er flere bugte både syd og nord for Tekek og ABC, og typisk har de dyre resorts sat sig på de bedste strande.

Man skal ikke være bange for øgler/varaner, hvis man vil bo på ABC. De er overalt, også på hotelområderne og de findes i størrelser fra 80 cm til tre meter fra snude til halespids. Men bare rolig, de er lige så bange for dig som du er for dem.