linkboks
Forside Rejser MC-ture Dykning

Besøgt marts 2010

Langkawi

Penang

Thaipusam

Kuala Lumpur

Cameron Highlands

Perhentian Islands

Kuala Terengganu

Kapas Island

Tioman Island

Melakka

Pulau Besar

Port Dickson

Se kort

Thaipusam er den mest specielle oplvelse vi har haft på turen. Aldrig før har vi set så mange mennesker samlet og aldrig før har vi set folk ofre sig så meget for deres tro.

Thaipusam er en hindufestival, der finder sted hvert år i januar eller februar. Den er til ære for guden Lord Murugans fødselsdag og hans sejr over den onde dæmon Soorapadman. Den holdes flere steder i Malaysia, og den største festival er i Kuala Lumpur, hvor over 1 million deltager. Så mange var der ikke på Penang, men der var så mange at juletrængslen i Bilka virker som et øde sted i sammenligning. Hengivenhed synes at være et nøgleord i denne festvial. hvor nogen virkelig går til yderligheder i deres måde at vise det på.

På Penang startes der ved flere forskellig templer, hvorfra man vandrer barfodet til Waterfall Hillltemplet i byens udkant. Det ligger på en bakketop, så de sidste små 200 meter går det opad. På ruten er der adskillige boder sponsoreret af firmaer, hvor de troende kan få lidt at drikke og spise og der spilles hele tiden høj musik. De fleste vandrer omkring 6-9 km.

Langt de fleste bærer ikke på noget, andre har stålbeholder med mælk på hovedet, og så er der en del, der bærer det såkaldte Kavadi. For nogen er det en kæmpe opsats, de slæber rundt på, og de har alle en masse små kroge i huden, der er forbundet til opsatsen. Nogen har desuden spyd gennem kinderne og flere også lodret gennem tungen. De meste ekstreme har kæmpe kroge i ryggen, som bliver hold stramme af en medhjælper og så ofte også en masse små stålbeholdere hængt på brystet med små kroge. Der er mange kombinationer, og det er ekstremt og nogen gange tæt på det kvalmende.

Karin og Jens, som vi mødte første gang på Sulawesi, har boet flere år i Kuala Lumpur og de har sendt os en mail med lidt oplysninger om festivalen, blandt andet hvorfor de klipper sig skaldede:

"Det er fordi det er det dyrebareste de har, så mindst een gang i livet lader man lokkerne falde. Når de troende bærer kavadi og har kroge eller spyd i kroppen, så er det et løfte de har givet til en af guderne (Subramaniam), som de på den måde opfylder. F.eks. talte jeg engang med en ung mand, som havde spyd gennem kinder og tunge (altså da han havde fået dem ud). Han gjorde det fordi hans kone havde haft svært ved at blive gravid og så havde han givet det løfte (wow), at hvis det lykkedes for dem at få et barn, så ville han takke guderne ved at gå med spyd og de havde fået barn.

En kavadibærer faster og er komplet afholdende i 2 uger før Thaipusam - han/hun bor i templet og bliver på den måde renset. Inden de får stukket krogene og spyddene i er de sat i dyb trance og man mener det er det der gør at de kan klare det og ikke bløder ret meget når spyd og kroge bliver trukket ud. Jeg har oplevet hvordan de har fået en "trance-opkvikker" hvis de var ved at komme til sig selv. Uden trance kan de ikke klare det".