linkboks
Forside Rejser MC-ture Dykning

Besøgt marts 2010

Langkawi

Penang

Thaipusam

Kuala Lumpur

Cameron Highlands

Perhentian Islands

Kuala Terengganu

Kapas Island

Tioman Island

Melakka

Pulau Besar

Port Dickson

Se kort

Vi har overnattet på øen Besar fire gange: første, sidste og eneste gang og aldrig mere. Men vi kunne godt finde på at vende tilbage på en dagstur.

Pulau Besar ligger cirka tyve kilometer syd for Melakka, det tager et kvarter at sejle derud. En smuk lille ø med karakteristiske klippeformationer både på land og i vandet og med forskellige små-øer smukt placeret udenom. I følge turistbeskrivelserne tager folk herover på grund af de fine hvide sandstrande. Så kønne var de nu heller ikke og ved højvande er der i øvrigt meget smalle. Ved lavvande kan der kun bades på få strande på øen, ellers skal der vades meget langt ud hen over sten og klipper.

Men øen er i sig selv ganske køn at spadsere en tur rundt på. Selvom en stor del af junglen er ryddet for at give plads til golfbaner, så er de passet smukt ind i landskabet. Banerne ligger øde hen. Det gik ikke at lave golfresort på øen alligevel.

Selve resortet er et af de to steder, man kan bo på øen. Det er i følge lederen af den lokale moske meget dyrt. Det koster dog kun fra 300 kr. pr. nat. Det andet sted er meget enkle hytter til en heftig overpris. Lederen kunne også fortælle os, at der ikke er nogen egentlige fastboende på øen. Nogen bliver der en måneds tid og sover i enkle hytter eller telte og tager så hjem til familien, andre tager færgen frem og tilbage hver dag.

Der er nogle få madboder og en enkelt butik på øen i dagtimerne. Efter den sidste færge, er der kun butikken(der sælger Instant Noodles) og restauranten på øens andet resort tilbage,hvis man altså ikke bor på det dyre sted. Her er der tre ting at vælge imellem: stegte ris, stegte nudler eller nudelsuppe. Samme menu morgen, middag og aften.

Øen er et religiøst sted for hinduer. Lige ved siden af en Par 4-bane ligger resterne af et mausoleum for Sultan Ariffin Syeikh Ismail Waliallah, som hinduerne valfarter til i weekenderne. Så er der fyldt med gæster på øen og der bliver lavet ekstra interimistiske madboder.

Øen kan sagtens klares på en dagstur fra Melakka. Det tager 20 minutter med taxa til havnen og - som skrevet - et kvarter med båden. Få enten chaufførens telefonnummer eller aftal hvad tid han skal hente jer. Du kan også tage en lokal bus til og fra havnen. Husk at tjekke både færge og bustider. Der er langt at gå til Melakka.