Takengon ligger i cirka 1200 meters højde et par timers kørsel fra kysten og i alt 7-8 timers kørsel syd for Banda Aceh.
Det er den største by i Gayo Highlands, et område og folkeslag på omkring 250.000, der har deres eget sprog og lever deres liv i
de ofte ufremkommelige bjerge. Regeringen er ved at udbygge vejen herop, men både den gamel og en nye vej var flere steder vasket
væk af kraftige regnskyl. Byen ligger ved søen Lut Tawar
Noget af verdens bedste kaffe kommer fra dette område. Blandt andet den berømte og dyre Kopi Luwak. Det er ikke et eller flere
store firmaer, der dyrker kaffe her, men derimod en masse familier, der høster og renser kaffebønnerne og så sælger de rå bønner
til de store firmaer.
I 2013 var priserne i bund, her fik de 4.000 Rp for et kilo bønner, året før fik de 20.000 Rp. 10.000 Rp
er cirka 6,- kr. Den familie, vi besøgte, solgte cirka to tons bønner om året. Flere af bønderne laver Luwak-kaffe. Luwakken er
et desmerlignende dyr, som elsker kaffefrugten. Men bønnerne skider den bare ud igen. Turen gennem tarmsystemet har fjernet den
bitre smag i kaffen, og nu er det så pludselig blevet til verdens dyreste kaffe.
Overalt er der plantet kaffeplanter og overalt - selv på vejene - ligger der kaffebønner til tørre. Vi var så heldige at have
to skolelærere som guider. Den ene kan engelsk, men har ikke kørekort, den anden har kørekort og familie, der dyrker kaffe,
men han taler ikke engelsk. Tilsammen var de de perfekte følgesvende rundt at se på kaffedyrkning og de få andre attraktioner,
der er i området.
Udover kaffe er der nogle huler, man kan besøge, blandt andet med spor efter mennesker, der levede ved søen for cirka 7500 år
siden. Selve søen byder på nogle fantastiske panorama-udsigter, så selvom du ikke kører hele søen rundt( det vil tage et par
timer i bil), så er det værd at køre et stykke langs den på begge sider. Søen som sådan bruger de ikke til noget rekrativt, der
er ikke engang en cafe eller restaurant ned til søen. Næhh, det er sted, man fisker for at få til dagen og vejen.
Udover engelsklæreren, så er det begrænset med engelsk-kundskaberne. På hotellet kunne de lidt og med hjælp fra en indonesisk
parlør lykkes det for det meste at kommunikere. På samme måde på restauranter, hvor alt kun står på indonesisk. Nogen gange
vidste vi ikke helt, hvad det var, vi fik at spise.
Men alle er utroligt flinke og smilende og overalt mødes man med et "hello, mister", uanset om man er mand eller kvinde.
|
kaffeplanter
Bønnerne tørres på jorden
Vi drikker og køber Kopi Luwak
Luwak
Søen med byen i baggrunden
|
