linkboks
Forside Rejser MC-ture Dykning

Besøgt november 2009

Bunaken Island

Makassar

Pantai Bira

Tana Toraja

Ampana

Togean Islands

Se kort

Hvis du kan leve med, der er lidt grønt i kanten mellem væg og gulvfliser på badeværelset
Hvis du kan leve med, at afløbet er et hul i væggen lige ved siden af toilettet så du får våde fødder, hvis nogen har været i bad.
Hvis du kan leve med at gulvet i hytten er fyldt med sand i løbet af en dag og ingen kommer og gør rent.
Hvis du kan leve med, det drysser lidt fra loftet lavet af bambus.
Hvis du kan leve med, du hele tiden skal høre bølgerne skvulpe ind mod kysten blot 40 meter fra din hytte.
Hvis du kan leve med, du skal vade 150 meter gennem lavt vand og derefter svømme 50 meter over lavt vand med små koraller for at komme til et helt sublimt område til snorkeldykning.
Hvis du kan leve med, det er ulidigt varmt i solen( og næsten også skyggen).
Hvis du kan leve med at betale 220 kr. om dagen for to personer incl. fuld kost.
Hvis du kan leve med at få fisk hver dag, enten til frokost eller til aften.
Hvis du kan leve med, der intet er at lave ud over at dykke, snorkle, ligge på stranden, læse, spise og sove.
Så tror vi, du vil føle dig godt tilpas på MC Homestay på øen Bunaken. Den ligger tre kvarters sejlads nord for byen Manado, som igen ligger på Sulawesis nordøstkyst.

Bunaken er en del af Bunaken Manado Tua Marine National Park og stedet har mere end 300 forskellige koralarter og mere end 3000 forskellige fiskearter. Så det er en stor oplevelse at stikke hovedet under vand. Hele øen er omgivet af koralrev, men nogen steder skal man svømme langt for at komme ud til selve revet. På østsiden, hvor de fleste resorts ligger, er der 150- 200 m. ud til revet. På vestsiden er der flere steder noget længere.

Fed snorkling
Typisk skal man først svømme over et stykke med sandbund og tang, som så på et tidspunkt afløses af lave brune koraller, der i form og udseende kan minde om geviret på en hjort. Disse to områder kan ved ekstrem lavvand(når det er ny- og fuldmåne) være næsten tørlagt, mens der ved højvande er op til halvanden meter vand. Herefter kommer et bælt på 20-30 meters bredde med masser af forskellige koraller og masser af fisk, inden bunden bliver til en lodret væg med koraller og først flader ud igen omkring 40-50 meter under havoverfladen.

Øen har noget af det flotteste snorkling, jeg nogensinde har oplevet. Og dykningen kan der helller ikke kimses af. Koraller og fisk i massevis, skildpadder, muræner og i ny og næ en haj. Sigten er glimrende. Delfiner ser man ikke under dykning, men på sejlture dukker de nogen gange op. På vej over til øen mødte vi en stor flok, som svømmede både foran og på siden af båden.

Øens bedste strand ligger i det sydøslige hjørne, ud for MC Cottages, hvor vi bor. En smal stribe gult sand, man kan dase på og ved højvande kan man også nå at få det meste af kroppen under vand uden at skulle vade helt ud til revet. Ved lavvande når det kun lidt op over knæene. Nogle af de andre resorts på østsiden har også smalle sandstriber, men de ligger ofte bag manggroveskov. På øens vestside er der en bred strand med lavt, uklart vand. Ved hård vind og regn skyller skidt og møg fra storbyen Manado op på denne strand. De forskellige resorts er dog flinke til at fjerne skidtet.