linkboks
Forside Rejser MC-ture Dykning

Besøgt august 2009

Quarteira

Sagres

Lagos

Lagoa Santo André

Evora

Lissabon

Costa da Caparica

Sao Pedro Moel

Porto

Madeira(2018)

Se kort

Røde dramatisk formede klipper afbrudt af småsandstrande med krystalblåt vand. Sådan forestiller de fleste sig Algarvekysten, og det er da også rigtig nok for en del af kysten. Fra den spanske grænse og hen forbi Algarves "hovedstad" Faro er kysten dog flad, nogen steder med kilometerlange sandstrande, andre steder med nærmest laguner eller med små-øer længere ude, som man sejler ud til med færge. Vi bor i byen Quarteira 15 km vest for Faro. Her er bred flad sandstrand, men blot få kilometer længere mod vest starter klipperne og de mange små dramatiske og smukke bugte.

Byen er et gammel fiskerby. Der er da også stadig fiske- og grøntsagsmarked og en lille stump gammel by, men resten er druknet i turisme, hoteller og turistbutikker.

Faro
Her lander de millioner af turister som hvert år flyver til Algarve. Men det er faktisk en hyggelig lille by at bruge en formiddag eller eftermiddag på. Smuk gammel bydel, køn lille havn og hyggelige gågader.

Baglandet
En tur ind i bjergene bag kysten kan absolut anbefales. Fra Faro nordpå ad N2 og så til venstre ad N124/125 mod Salir, Benatim og Alte. En flot, flot tur. Portugiserne har været så venlige at sætte brune skilte op, som viser vej til det, de mener, vi turister skal se.

I Alte stod der et skilt med titlen ”Fontes”. Så den vej kørte vi. Vi endte ved en slags swimmingpool. Der er et naturligt kildevæld på stedet og så har de lokale for år tilbage fundet ud af at bygge en lille dæmning og et bassin, så nu har de deres egen swimmingpool, med frisk køligt kildevand, de kan bade i. Og det bliver flittigt benyttet. Der blev badet, grillet og slappet af ved de borde og bænke, der er sat op på stedet. Selve byen Alte viste sig at være utrolig smuk med flotte huse og snævre gader.

Lidt senere viste et andet skilt vej til et vandreservoir, ikke helt så flot som det, vi besøgte med Jette og Kongo, men dog et besøg værd. Bjergturen slutter i byen Silves, som har en rigtig flot borg.På vejen tilbage til Faro eller Albufeira, kan man så lige slå et smut ned på stranden Praia de Marinha. Mellem byerne Lagoa og Porches på hovedlandevejen ligger en international skole. Ved den går en vej ned mod vandet. Der er selvfølgelig et brunt skilt, der viser ned til "Marinha" og flere andre, der viser vej til andre flotte strande.


Flot hus i Faro


Pøl med naturligt vand


Gade i Alte