|
|
Benny kom på det rette tidspunkt. Vi ville væk fra byen Bandung, men også gerne se en af de mange vulkaner, der er i området, og så
stod han der pludselig og sagde: " Excuse me, sir. Would you like to see my book".
Mange private guider har en bog hvor
tidligere kunder skriver pænt om dem. Bennys var på tysk, hollandsk og engelsk og der var mange pæne ord, til den beskedne
og smilende mand, så vi sagde ja til en tur til den stadigt aktive vulkan Gunung Papandayan og hjem til hans lille landsby
bagefter.
Gunung Papandayan.
Den er 2600 meter høj og havde sit største udbrud i 1772, hvor 3.000 mennesker blev dræbt. I 2002 var der igen et udbrud,
hvor der blev skabt et nyt krater med en sø på bunden. Her nåede man at evakuere landsbyerne ved vulkanen, så ingen blev
dræbt. Men sporene efter det voldsomme udbrud i 2002 er meget tydelige. Man fornemmer klart, hvor og hvordan lavastrømmen
har efterladt et bredt spor ned af bjerget. Rå, forrevne klipper hulter til bulter, hvor der ikke kan gro noget.
Tættere på toppen står der stadig afbrændt stumper af det, der engang var grønne træer. Overalt siver der damp op af
jorden, svovl aflejres omkring hullerne og der er en stadig hvæsen som fra en gasbrænder, når den den varme damp slippes
ud gennem jordskorpen. Flere steder er der store mudderpøle, som syder, bobler og damper. Vandløbene skal man passe på med
at stikke fingrene i, det er meget varmt. Et imponerende, men også særdeles skræmmende syn, der viser hvilke kræfter der
gemmer sig under den skrøbelig skorpe, vi alle bor og lever på.
Landsbyen
Bennys landsby ligger 40 kilometer fra vulkanen. Der bor omkring 300 mennesker i den lille landsby og størstedelen af dem
er meget fattige, flere så fattige, de ikke har råd til at sende deres børn i skole. Vi skulle bo hos i Bennys enkle hjem,
en efter europæisk opfattelse spartansk indrettet stue, et soveværelse og et værelse til datteren på syv år, et meget
enkelt køkken og et simpelt toilet. Her er husets eneste vandhane.
Dårligt var vi kommet indenfor døren og havde fået
hilst på hans datter og kone før huset var fyldt med nysgerrige børn, der kun kunne få ord engelsk. De - og en flokfuld
mere - fulgte grinende og pjattende med, da vi ved solnedgangstid gik en tur gennem den lille landsby og rundt på
rismarkerne. Landsbyen ligger i en bakket dal omgivet af bjerge og vulkaner, og selve dalen bruges til rismarker, så det
var en rigtigt flot tur.
Aftensmaden indtages siddende på gulvet. Gæsterne spiser alene, måske sammen med værten, resten
af familien spiser ikke med. De får efterfølgende det, vi ikke har spist. Så det er god etikette at spise rigeligt for at
vise, man kan lide maden, men ikke så meget, at der ikke er mad til resten af familien.
Vi sluttede dagen af med en lang
snak på verandaen. Flere flasker af noget lokalt alkohol, som smager lidt af vermuth og har nogenlunde samme styrke, blev
sat frem. Med på verandaen var ud over Benny og hans famile også landsbyens leder og hans gode ven.
Kvinderne gik i seng
på et tidspunkt, men vi mænd fik under indflydelse af alkoholen nogle særdeles filosofiske snakke om ret og uret og om
heldige og uheldige samfundssystemer. Jeg fik ikke spurgt om, hvad "rød front" hedder på indonesisk.
|
|
|
