Noget af det, jeg har læst flere steder i bøger og på nettet, er, at i Portugal tager man det med ro. Det nytter ikke noget at hidse sig op over tempoet og som i Spanien er der en høj grad af overbærenhed, hvis manden for eksempel lige vil læsse konen, klapvognen, cyklen og de to børn af midt på vejen. Så venter vi da bare. I Sagres fandt vi en lille restautant med kun ni borde. En af de få i øvrigt, der havde åbent. En lille undselig en lige før vejen dykker kraftigt mod højre ned mod havnen, der ligger beskyttet bag et klippefremspring. Der er kun ni borde i alt, de seks placeret lang væggene i det lille lokale, som højest har været 35-40 kvadratmeter. De sidste tre sat sammen i midten. Der var optaget ved alle borde undtagen et, da vi kom ind, et uden dug til højre for døren, hvor fatters avis lå. Her satte vi os. Tjeneren - en nydelig, korpulent ældre herre i pletfri hvid skjorte, mørke bukser og kondisko - gik stille og roligt rundt og betjente gæsterne. Vi ventede.... på et eller andet tidspunkt blev det vores tur og ganske rigtigt. Efter en af de lokale havde fået serveret en kop kaffe, fik vi spisekort på portugisisk og engelsk. Vi bestemt os, og Erna gik på toilettet. Så kom tjeneren stille og roligt over til bordet(det er alligevel manden, der bestiller) og tog mod vores ordre. Og så ventede vi igen. Uden så meget som en dråbe sved på panden, uden så meget som et irriteret udtryk elle et smil, uden på noget tidspunkt at skynde sig unødigt, betjente den pæne ældre herre høfligt og stille og roligt alle gæsterne. Og der var mange, for dårligt blev et bord ledigt før nye satte sig. De lokale blev betjent lidt hurtigere end os turister, forståeligt nok, de kommer igen og igen, det gør turisterne næppe. Imponerende at se, hvordan han overskuede og magtede det hele i sit eget rolige tempo. Jeg sad, så jeg kunne kigge ud i køkkenet og her regerede to stoute kvinder med store overarme iført hårnet. Ingen råben eller unødig skramlen. Stille og roligt blev maden tilberedt og et klemt med klokken angav, at nu var næste ret klar til afhentning. og maden var fremragende skulle jeg hilse at sige. Jeg fik fisk, Erna kanin . Kaninbjerget Det er underligt som gamle historier kan dukke op på de sjoveste tidspunkter. Spisekortet bød på stuvet kanin, og det har Erna ikke spist i i hvert fald 26 år. Dengang boede hun i kollektiv med blandt andet Claus og så Rikke selvfølgelig. Rikke - som var 3-4 år dengang - havde som så mange andre børn en kanin. Den blev syg en dag, men da Erna kommer fra det seje Jylland og har begge ben solidt plantet i den jyske sandjord, så var der ingen grund til at forstyrre en dyrlæge for den slags småting. Erna slog den ihjel og begravede den i haven. Rikke fik besked om, den var stukket af Samme aften eller måske aftenen efter spørger Claus Erna om hun har bemærket de kaninører, der stikker op af jorden nede i haven? Erna går om ikke i panik, men bliver lidt rystet; har hun ikke fået slået den ordentligt i hjel, har den forsøgt at grave sig fri? Tankerne er mange og forestillingerne grufulde indtil det går op for hende, at Claus tager gas på hende. Nu - 26 år efter - skal hun så spise kanin. Ikke fordi hun sådan bevidst har undgået det, men hver gang nogen har sagt ordet "kanin", så gik tankerne tilbage til Claus´spøg. Hun fik serveret et kæmpe bjerg af stuvet kanin, som smagte helt vidunderligt, og selvom vi begge tog godt fra, så kunne vi ikke spise op. Enhver mistanke om kaninfobi er hermed spist

Den lille restaurant Det er ikke fordi han har travlt, han er lidt sløret. Billedet er taget uden blitz Resterne af kaninbjerget